Torgny Wilcke

Jeg kan lide at male, det er simpelt og direkte, det er fysisk i form og udførelse.

Jeg bygger malerier direkte som man støber mursten, som man bygger vægge og rum, som man møblerer rum og huse.

Jeg vil have konkrete fragmenter, der kombineres til en malerisk kvalitet. Fragmenterede strukturer og serier, der er fleksible og åbne for sted og tid og de personer som er der.

Det er maleri med fokus på den simple og fuldt synlige metode og udførelse. Og helt konkret forholder værkets mål, opbygning og installering i det specifikke rum sig til det aktuelle rum og den menneskelige krops mål og hverdag. Det trækker på erfaringer fra det vi rent fysisk omgiver os med: Huse, værelser, køkkener, stuer, trappeopgange, kontorer døre, vinduer, gardiner, borde, møbler, inventar i hjemmet, arbejdspladsen, butikken, lagerrummet, venterummet, osv.

De byggede malerier kan, selvom de er ret konkrete, oprette en fortælling - en fortælling, der adskiller sig fra historiefortælling og litterære referencer og mere er som bider af de brudte fortællinger, vi oplever i vores nutid.

At være midt i et rum uden en åbenlys historie eller afbildning kan opleves mindre distanceret og mere fysisk og kropsligt tæt.

Oplæg til min seneste udstilling: Modeller i Officinet 2022:

Det er tekstilstof bemalet med linolie og pigment og hængt enkelt op i en flad kasse, der kunne minde om en montre.

Stoffet falder som det gør når det er hængt på et eller to søm slået i bagbeklædningen på en tappet kasse.

Var det samme stof spændt op på en blindramme, ville det være konventionelt maleri og mere billede. Men det er hængt op i 1-2 eller 6 søm i noget der kunne ligne en montre og stoffet i kassen bliver mere ting og fakta end billede. Fremvist i det rum, en montre, det gør præsentationen af et stykke stof vigtig og særlig som i en butik, og så er det ikke bare en klud, så er det noget.

Det kunne være en visning af et stykke stofs muligheder i stofbutikkens udstillingsvindue. Men der er en tvivl-fornemmelse af, hvad det er.

Det er undersøgelser af at hænge et malet stykke stof op i en kasseagtig ramme og se, hvor det fører hen, hvad bliver historien for den der ser på det eller får lyst til at røre ved det, føle på det, tænke over det. Er det bare et stykke tekstil eller sætter det en historie i gang. Det kunne være en kjole eller det kunne være et billede på en kjole eller en mindelse om en kjole, et mønster og en anden kultur.

Rulle Bundt Stander. træ, metal, lys. Decembristerne 2008. Foto: Torgny Wilcke

 

Længder-det er beat 2003. Lægter, aluminium. Decembristerne 2003. Foto: Torgny Wilcke

 

Modeller. Offcinet 2022. Træ, metal, stof, linolie, pigment. Foto: Torgny Wilcke

Puf og stof til Maleri, Sektion 1-8. Træ,stof, skumgummi, linolie maling. Skovhuset 2020. Foto: Anders Sune Berg

Torgny Wilcke
Email
t.wilcke@dadlnet.dk
Tlf.
45 20764148

https://twilcke.dk/  

Ældre værker

https://substancep.dk/  

Kurateringer